Nu skal det være....

Nu skal det altså være - jeg skal altså blive fortrolig med dette her blog-halløj! Jeg har allerede gjort forskellige forsøg - oprettede min første blog i 2007 - ak'o've - ét sølle indlæg! Nej, nu må jeg se at få noget prøvet af - hvad som helst...! Skulle der så forvilde sig en enkelt læser ind, ja, så husk på, at formålet er "kun", at jeg får lært mediet og mulighederne at kende. Døm mig endelig ikke på indholdet :-)!



lørdag den 31. december 2011

Et liv er langt - et år er kort

"Et liv er langt, et år er kort.
Venter du glæde, er tiden for lang - venter du sorg er tiden for kort. Tiden er for nogle ligeså vigtig som livet. For nogle er tiden vigtigere end for andre - ligesom livet er det."
(Allan Berggreen)

Hmm – endnu et år er gået, og nytåret er for mange en skillelinje, hvor der reflekteres over tiden, der er gået – tiden, der skal komme, løfter, der blev brudt og løfter, der holdt. Nye løfter gives og fortsæt formuleres. Bliver vi klogere? – neeeaaj, næste år gentager vi i alle tilfælde øvelsen igen og igen.
Åh jo, jeg reflekterer også – ikke bare til nytår – men i det hele taget og på både mine og andres vegne – syntes livet fortjener det…..!

Jeg undrer mig – når man spilder sit liv på at være pseudo-far, der hopper og springer, henter og bringer – fikser matematikken og faker romantikken – hvorfor ikke ligeværd og voksenliv?
Jeg føler med – når man får en gave, der langt fra er det man ønsker sig, og når det man ønsker sig er så lige til!

Jeg håber på – når man indser, at man har brugt to år på at erkende at tingene mest af alt ER som de VAR, også har mod på at få et LIV.
"Den, der er din ven, elsker dig, men den, der elsker dig, er ikke altid din ven. Således gør venskab altid godt, men kærlighed undertiden ondt."(seneca)

"Man er gammel, når man har større glæde af fortiden end af fremtiden." (John Knittel)
"Det er svært at spå, især om fremtiden..." (Storm P)
"Du kan ikke ændre på fortiden, men ødelægge nutiden ved at spekulere over fremtiden." (William Penn)
Hvornår er man egentlig lykkelig?
Det indebære, at man giver slip på fortiden, der blot er en illusion, da det, du så og kan huske, er kun en lille del af hvad der virkelig skete. Stop også med at bekymrer dig om fremtiden, hjernen er så fantastisk, selvom den ikke aner, hvad der vil ske så finder den altid en måde at se det på, som om det er 100% virkelighed. Hvilket det ikke er, så det er også en illusion.
Det man skal, er at leve i nu´et, det er vores virkelighed
og det er her man kan udrette det man vil med sit liv.


"Nuet er det punkt, hvor tiden rører evigheden."(C.S. Lewis)
"Spild ikke tiden på at ærgre dig over ting, du alligevel ikke har magt til at ændre." (La Rochefoucauld)

"Livet er ikke en kabale du kan dirigere til at gå op...." (Russisk ordsprog)
"De, der tænker for meget på fremtiden, glemmer at virkelighed er i nutid." (Ukendt)

"Det eneste, man ved om fremtiden, er, at der bliver stadig mindre af den." (Otto Ludwig)
"Livet er det, der sker med os, mens vi har travlt med at lægge andre planer." (Thomas La Mance (brugt af John Lennon)).
"Jeg vil ikke se tilbage på fortiden men møde og forme fremtiden" (Martin K Hansen)
Rigtig godt nytår – husk de nye løfter og nytårsfortsæt!

fredag den 23. december 2011

Direktør i mit eget liv ……….!

- helt og aldeles…. derfor starter jeg nu min egen virksomhed, hvor vi blandt andet vil arbejde med inddragelse af kunderne og forbrugerne i f.eks. udviklingsprocesser.

Jeg har gennem de sidste par år fået sammensat et unikt team af vidt forskellige kompetencer i form af sociologen Ane og ernæringseksperten Inge, der kombineret med mine mange års praktisk erfaring med brugerdreven innovation, markedsføring, produkt- og konceptudvikling, kan gøre en forskel i en udviklingsproces. Vi spænder bredt fra den bløde sociologiske trend og forbrugerindsigt, over den brugerdrevne innovation til den hard core sensoriske produktbedømmelse.
Alt dette har jeg valgt at kalde i·factor, hvor i’et rummer den engelske oversættelse af ”jeg”, indsigt, involvering og innovationskraft på en gang - et fundament for forbedret succesrate i innovationer og produktudviklinger.


torsdag den 15. december 2011

HJÆLP - mine vandmeloner visner

Ja, jeg må indrømme, jeg kikkede en ekstra gang, da jeg pludselig fik en besked på min iPhone ”Your WATERMELON are about to wither” – hjælp da…..!

Men ved nærme efterforskning gik det op for mig, at min yngste søn har lånt telefonen, og installeret et lille Smurfs App. Han har trods alt ikke bestilt mig til at passe den i hans fravær…..!

Nå – måske jeg alligevel skulle lave lidt opstramningsøvelser – det skulle nødig hedde sig….. og et lille ”wake up call” er jo ikke af vejen!

mandag den 5. december 2011

Hvordan har du det med din steg….?


Nej, altså din flæskesteg…!

Er den dansk, er den økologisk eller er den bare slet ikke…? Noget, du overhovedet tænker over, eller noget du vil vide af? Spiser du i det hele taget flæskesteg? Selvfølgelig spiser du flæskesteg – det er snart jul og svin er da dansk nationalspise, ikk’?

Hvorfor nu så mange ”svine-spørgsmål”? – åh jo, jeg faldt tilfældigvis over et projekt MAD A/S – en dansk pendant til Food Inc. Temmelig unuanceret syntes jeg – og af en eller anden grund kom jeg til at tænke på en anden film over temaet ”der er et yndig land” – nemlig Landbrug & Fødevarers profilfilm – akkurat lige så unuanceret.

Konklusion – jeg sponsorerer IKKE færdiggørelsen af MAD A/S, jeg er ved at kaste op over Jørgen Leth & Co, men juleaftensmenuen står stadig på flæskesteg, for i år er det mine drenge, der bestemmer, og de ELSKER flæskesteg!
Velbekomme – der er et yndigt land!

tirsdag den 29. november 2011

Mode jul…..HOT or NOT!


Jeg blev helt forvirret, da jeg begyndte at se dette indslag – lige indtil det gik op for mig, at det er fra 2007 – det er bare så NOT! Se indslaget - det er NOT!

Tænk, hvad der sker på 4 år, for nu er det bestemt IKKE trenden. Se indslaget og gør total det modsatte, for så er du HOT!

Julepynten – lav den selv, helst af ting du finder i naturen. Husk endelig at smide guldglimmer-spraydåsen ad h… til – den får du ikke brug for de næste par år, og når du skal bruge det igen, er det, du har, garanteret for gammelt! Det nye, der kommer, er sikkert selvforsynende på en eller anden måde.
Juletræet - prøve med et næsten bart juletræ – kun pyntet med ting, du selv har lavet eller har fundet i naturen. Trenden er helt klart så meget naturlig natur som muligt!
Julegaven – prøv med noget mere nærvær, tid eller kærlighed. Nye værdier, der ikke kan måles i penge eller forbrug er HOT.
Rigtig glædelig HOT jul!


onsdag den 23. november 2011

Chef-pleje i verdensklasse

I dag gik det virkelig op for mig, at jeg er verdens heldigste chef. Ikke alene er det de sødeste piger, jeg har ansat – de er også rasende dygtige, og så har de sans for chef-pleje i verdensklasse. Og jeg mener verdensklasse – smag for lækre mænd har de altså også……!

Se hvilken opmuntring jeg fik midt i hverdagens stress og jag – på en helt almindelig onsdag – jo, jeg er sandelig en heldig chef!!




fredag den 18. november 2011

WoW - dansk design

Fernisering – af den prisbelønnede danske designer Christian Flindts udstilling på Kunsthal Brænderigården. Udstillingen, der har titlen ”CONCRETE/LIGHT”, giver et unikt indblik i en ung dansk designers kontinuerlige arbejde med at udvikle og skabe eksperimenterende møbel og lys-design.
Christian Flindt (f. 1972) har modtaget flere legater og designpriser, herunder Bo Bedres designpris i 2005 samt Den Danske Designpris i 2008/09.

Udstillingen præsenterer nogle af Christian Flindts nyskabende designs, især med fokus på lys og beton og ”CONCRETE/LIGHT” vil både vise færdige produkter, samt formidle processen og tilblivelsen af udvalgte arbejder. Et eksempel herpå er den nye lampe, som Christian Flindt har udviklet i forbindelse med udstillingen. Her har han eksperimenteret med blændfrit lys i LED. De indledende forskningsresultater vil indgå i udstillingen og den endelige lampe, produceret af Louis Poulsen A/S, vil herefter blive permanent placeret i Kunsthal Brænderigårdens gårdhave – den er fantastisk flot.

søndag den 6. november 2011

Ægte lækkerier ……..!

Nordkraft dannede rammen om et nordjysk fødevaremarked. Et rent mekka af forskellige lækre specialiteter lavet af ægte ildsjæle, der virkelig brænder for kvalitet.

Efter at have smagt på mange af herlighederne, ladt sig inspirere af mulighederne og købt sig fattig i de mange lækkerier, kan man godt undre sig over, at ikke alle prioriterer oplevelsen og smagen af alle de spændende lokal producerede fødevarer.  I stedet vælger de fleste at fylde kurven i de traditionelle supermarkeder, hvor man næsten helt sikkert møder den optimerede kvalitet – det vil sige, den billigst mulige råvare til den højest mulige pris – smag og oplevelse kan man som oftest kikke langt efter. Desværre har vores madkultur udviklet sig til et tilbudsfokus, hvor vi under parolen ”value for money” køber store mængder til lave priser. Vi burde i stedet købe ”less is more” – kvalitet produceret med sjæl.
Jeg vil i alle tilfælde nyde det indkøbte – lakridsmandler, chokoladeovertrukken lakrids, græskarmarmelade, chilipasta, grønkålspesto, hjemmebagt nøddebrød og friskpresses æblemost, og tænke på at dem, der har produceret produkterne også har nydt det og hygget sig.
Fødevaremarked i Nordkraft







tirsdag den 1. november 2011

Wake Up

Wow – ser jeg virkelig så skrap ud? Tænkte jeg, da jeg i forbindelse med et indlæg – en præsentation om blandt andet mit tidligere jobs og resultater, faldt over denne illustration.

Illustrationen stammer fra en innovationsworkshop, hvor jeg havde et samarbejde med en dygtig illustrator, der visualiserede alle de gode ideer. Hmm – mon deltagerne havde fået en ordentlig opsang som indledning???

Wake up – wake up call – nogle trænger – ja, det er da helt sikkert!

Nu sidder jeg lige, og lader op til morgendagens program, hvor vi skal deltage i Forskning, Teknologi og Innovation – messen på Ingeniørhøjskolen. Dagen byder blandt andet på ekspeditioner mod morgendagens sundhedsvæsen, hvor et panel med repræsentanter fra Ingeniørhøjskolens FabLab, en række nøglepersoner fra regionens sundhedsvæsen og andre videnspersoner arbejder med konkrete udfordringer fra Region Midtjylland. Jeg har lovet at deltage, som vidensperson  i ekspeditionerne – wake up!

Til fakta og detaljer er man vant,
til udsyn og nuancer er man mindre vant,
Thi: det er let at sige noget sandt,
men det er svært at sige noget int’ressant. (Piet Hein)

Wake up…? Not now – slow down – sleep well!!


søndag den 30. oktober 2011

Tid nu – tid til eftertanke

Før sommertid – nu vintertid – splidtid og kvalitetstid – tid er en besynderlig størrelse. Nogle gange føles den som et vældigt ocean, man bare kan øse af. Andre gange som en sparsom kilde, der truer med at tørre ud.

Der er en tid til kærlighed, og der er en tid opbrud – tid til leg og tid til alvor – tid til eftertanke og tid til nye tanker. Fortid, nutid og fremtid – de fleste ønsker mere tid, og tid er tidens knappe ressource. Ingen ønsker at spilde tiden, og alligevel er der mange, der gør det – spilder tiden på kompromisser og middelmådighed. Er livet og tiden ikke for kort til det? Hvornår er det din tid, og hvornår er det min tid?  
Tid er penge, men vi kan ikke købe mere tid. Tiden har udpeget sine vartegn med majestætisk omhu. Det lynsnare øjeblik, den dvælende stund, det begivenheds­rige døgn, den sindige årstid, det lange liv. Vore indre strømme flyder i deres egen rytme - med deres egen tid. Vi ved godt, at den time, vi har oplevet hvirvle forbi os, af andre kan føles som en evighed.
Arbejdstid og fritid – tænk en gang, hvor meget tid fylder i vores liv. Tid er ikke noget man har, det er noget man tar’….. ja, og prioriterer.
Hvem kan sige det bedre end Piet Hein?
Hvis du ængster tiden bort. Gør du livet tomt og kort.
Tar du livet som det falder, går du gennem tidens haller, altid i din bedste alder.
Hvis du glæder dig ved mangt, gør du nu et rigt og langt.
Tykke bind om tidens gang, kan man skrive dagen lang.
Alt det meget ingen når, gråner mange men'skers hår.
Glæd dig alt, hvad du formår, over alt det lidt du når.
Vinter, sommer, høst og vår, hvad der kommer husk det går.
Livet er en labyrint. Mange gange ender blindt.
Den som tvivler på sin sag, han er slagen før sit slag.
Hvis du frygter for besvær, kan du li'så godt la' vær.
Hvis du uden vaklen vil, er det næsten vundet spil.
Hvis du vidste, hvad du ved, når dit livslys er brændt ned. Så var meget mindre drøjt, mens det endnu brænder højt.
At appellere til fornuften, er verdens største slag i luften.

… og ikke mindst:

Husk at elske mens du tør det. Husk at leve mens du gør det.

Nu har jeg brugt en times tid (den jeg fik foræret fra sommertid til vintertid) på at filosofere over tidens største værdi TID. Husk du også, at tænk på din tid, mens du har tid!

søndag den 23. oktober 2011

Det er f….. uhyggelig du…..!


Søndag aften og tid til refleksion. En rigtig hyggelig weekend i uhyggens tegn – Halloween kalder vi det…..! Alt andet end en dansk tradition, men den fik alligevel ikke for lidt – vi lavede græskarlygtemænd, bagte muffins i græskarforme, satte græskar-chilisuppe på menuen, pyntede bordet med græskar lys og servietter og stuen med diverse Halloween grej ….. købt nedsat under halvpris i selv samme Føtex, som jeg mødte stakkels Jon. Det var her jeg blev ramt af uhyggen – ikke bare stakkels Jon – men også erkendelsen af at selvom Halloween først er den 31. 0ktober, ja, så var alt grejet allerede nedsat – og gæt hvorfor – jo, jo – julen står skam for døren, og butikkerne bugner allerede af nissemænd og nissekoner – og der skulle selvfølgelig være plads til mere – det er f…….. uhyggelig du ….! Kan næsten ikke overskue det ræs, eller retter alt det, der skal nås inden – så heller lidt uhygge – for det er nu så hyggeligt!

Og så syntes jeg måske det er lidt uhyggeligt, at vi i så høj grad har adopteret en amerikansk tradition – mest af alt på grund af kommercielle interesser På den anden side, så er dansk græskarproduktion steget markant, og der produceres over 400.000 græskar til fest og ballade omkring d. 31. 0ktober alene – det er da meget hyggeligt. Og i virkeligheden er det først fra omkring år 2000, at den amerikanske version af allehelgensaften – Halloween – begynder at vinde indpas i dansk kultur og traditioner – i virkeligheden fordi en legetøjskæde begynder at sælge Halloween ting – det er f……. uhyggeligt du…..! Rigtig god Halloween – d. 31. oktober – du kan nå det endnu! Og husk at brug rigeligt mange penge – det har vores samfundsøkonomi godt af – så vi importerer bare et par amerikanske traditioner mere, så skal det nok gå alt sammen – det er f….. uhyggelig du …..!

lørdag den 22. oktober 2011

Stakkels, stakkels Jon

Jon, så jeg første gang i Føtex’s kødafdeling – ja, da vidste jeg ikke, han hed Jon, men jeg lagde mærke til ham, fordi han febrilsk forsøgte at holde styr på 2 små friske fyre på max 1½ år – den ene rødhåret, og lyder navnet Jens – sød i frisk grøn jakke. Den anden lys, og i blå jakke – tvillinger? – måske – ikke enæggede forstås - men ellers meget, meget tæt på hinanden. Men altså 2 friske fyre, og så en meget fyldt indkøbsvogn – det kæmpede stakkels Jon med, og jeg tænkte ”pyha, far på arbejde – mon mor er hjemme?”

Nej, nej – mor var skam ikke hjemme – det opdagede jeg, da jeg lidt efter så Jon og hans familie i grøntafdelingen. For der var sandelig dukket en mor op – gud bedre det – en kvinde med en lys høstak på hovedet og en skærebrænder stemme, der kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen på selv den sejeste. Den første skærebrænder replik jeg hørte var ”Jon, jeg HAR jo sagt, vi HAR chili – dem må du lægge på plads” – og så rækker hun stakkels Jon en bakke chili, som han slukøret må bringe tilbage til hylden. Et halvt minut senere er det galt igen – skærebrænderen meddeler højlydt ”Jon, du ved da, vi KUN bruger økologiske grøntsager, og de her gulerødder er da ikke økologiske” – og rækker ham arrigt posen med de danske IKKE økologiske gulerødder – selvom hun selv står tættest på montren, hvor de farmøse gulerødder hører hjemme. Men nej, stakkels Jon må selv gå hele vejen udenom, for at lægge gulerødderne tilbage på plads.

På det tidspunkt var jeg bare helt paralyseret af optrinet med stakkels Jon og hæslige” Mimse” (ja, det kaldte han hende gud hjælpe mig) – stod bare og så på – vildt – hvad stakkels Jon stod model til. Til sidst tænkte jeg ”Jon, for hulen vis nu, du er en mand med nosser, og sæt det hæslige kvindemenneske på plads” og så tænkte jeg ”Jon er sikkert en af de der ”stakkels” mænd, der har en kone, der både har en højere uddannelse og bedre løn end dem selv”……. en af dem vi har læst og hørt så meget om på det sidste........ja måske ….. men så kom jeg til at tænke på, at jeg også kender andre mænd, der bestemt hverken er lavere uddannet eller ringere lønnet – tvært imod   – som også lader sig jage rundt i manegen af en ”skærebrænder høstak” – nøjagtig som stakkels Jon!

Så midt i optællingen af mandariner konkluderede jeg, at stakkels, stakkels Jon blot er endnu en mand uden nosser, der har skaffet sig en cementsæk for livet!!!

onsdag den 12. oktober 2011

Tag puden med til Headhunterne


Jeg ved det jo godt…… akkurat lige så meget jeg elsker at læse en rigtig god og spændende krimi – lige så dårlig er jeg til at se den på film ……!
Hold nu op – hvor var den spændende – helt åndsvagt….. jeg måtte endda gå på toilet midt i filmen…. Jeg skulle jo have taget en pude med til at gemme mig bag…! Hvor var det heldigt, at jeg trods alt ikke var alene i biografen, så vi kunne da gemme os lidt hos hinanden, når det blev alt, alt for spændende…….!
Fordelen ved at læse en god krimi er at man selv sætter billederne på, og at man derfor selv styrer dramatikken. Så selvom bogen bag filmen Headhunterne står ulæst i min reol, så tror jeg alligevel, den får lov at stå en rum tid – inden jeg kaster mig over den. Jeg er bange for billederne fra filmen, vil dukke op, så snart jeg åbner bogen og begynder at læse….!
Kort sagt – vild spændende (alt for spændende), og så ulækker og alt for blodig…..!

lørdag den 8. oktober 2011

”High on life” – champagne & hummer

Hvad sker der, når 5 ressourcestærke kvinder mødes over 5 – eller var det 6 – flasker champagne og et fad lækre hummer? – de er ”high on life”!

Hvilken dynamik og diskussions lyst – og alt – ja, jeg mener altså ALT – blev endevendt, og der blev rundhåndet givet god råd, demonstreret små tips og opmuntret til forandringer. Selvom jeg føler mig ret godt med på det meste, måtte jeg alligevel se mig overgået, men heldigvis bliver man aldrig for gammel til at lære nyt….!

Fundamentet til et stærkt Q-NVLF er lagt, og vi glæder os allerede til næste møde!

mandag den 19. september 2011

Primetime Q – what women want

Hvad vil 4 kvinder i den bedste primetime alder have…?

Fri, sol og varme – så vi bestilte 3 dage i sydens sol og varme – på Sardinien – den næststørste ø i Middelhavet – i byen Alghero på nordvestkysten. Her kunne vi nyde solen og varmen – de 34 grader – på stranden og i vandet – helt fantastisk og fortjent.

Oplevelser, skøn mad og lokal vin – så når solen havde gennemvarmet og rødbagt vores kroppe, og det skønne saltvandet havde afværget total nedsmeltning, tog vi indtil byen. Her blev shopper og oplevelsesgenet luftet, og aftnerne blev afsluttet på skønne restauranter, hvor den lokale mad og vin kunne nydes.

Lykke og mindfulness – så, både dagene på stranden og aftnerne i byen blev brugt til at diskutere livet i alt almindelighed og mænd i særdeleshed. Så mænd, ex-mænd, kærester, ex-kærester, elsker og affærer blev præsenteret, vurderet og parkeret. Diskussionerne viste også, at vi er krævende, kræsne og kampberedte – men vi er også bare fyldt med kærlighed til familien, mændene og livet i det hele taget.

Lykkelige?? – vi har i alle tilfælde stort overskud, så hvad forhindre os egentlig i at få what women want i primetime? Intet – andet end os selv – Q!

Lidt mere om Sardinien – læs her!

mandag den 12. september 2011

Så er det gjort …

– krydset sat altså ….. rigtig? Tjaaa – så godt som det nu kan gøres på baggrund af en valgkamp, der er helt blottet for troværdighed. Er der noget jeg overhovedet ikke respektere, så er det utroværdighed – såvel i politik som ellers….!

Gør det i øvrigt en forskel......?

Nu kan jeg med god samvittighed lukke ALT, hvad der har med valg at gøre ude – jeg vil hverken høre eller se mere valg. Jeg har faktisk tænkt mig at være total politisk ukorrekt – tager flyet, fyrer bunker af co2 lige op i atmosfæren, og smider mine surt tjente penge i et andet lands statskasse…. lidt godt gør jeg dog – den italienske økonomi trænger da også til lidt støtte!

Så alt imens i indtager rigelige mængder valgflæsk, og observerer mobning i børnehaven – blå stue slår rød stue, eller er det omvendt? – Lars driller Helle, eller bliver det omvendt? Og gør det i øvrigt en forskel....? Før, under og efter – ja, så nyder jeg varmen, maden, vinen og ikke mindst selskabet – den perfekte eskapistiske øvelse! 
 Arrivederci

søndag den 11. september 2011

Store drømme


Jeg var i går til en meget kær venindes 50 års fødselsdag, hvor hendes lige så kære mand holdt en rigtig sød tale. Talen rummede alt hvad sådan en tale skal indholde, men speciel en lille bemærkning gjorde stort indtryk på mig. Nemlig da den kærlig mand sagde ” En ting mere vil jeg sige dig, du er rigtig god at drømme sammen med – vi har drømt mange drømme sammen, nogle er blevet til noget, andre har vi stadig til gode, og jeg håber, vi skal have mange flere drømme sammen”!

Hold kæft, hvor var det smukt, og ikke bare det – hovedet på sømmet – sikke en åbenbaring midt i et fødselsdagsselskab – svaret er jo DRØMME.

HVOR GODE ER VI EGENTLIG TIL AT DRØMME?  - OG GØR MAN DET SAMMEN?

Man kan drømme sig ind i noget, og man kan drømme sig ud af noget – man kan drømme sammen og man kan drømme hver for sig. Men det afgørende må jo være, at om man har de samme drømme, eller om man kan dele hinandens drømme. Så enkelt i virkeligheden.

Selv på det professionelle plan skal man kunne drømme – man skal visualisere. Der findes bunker af litteratur, der beskriver, hvorledes man når de store mål gennem visualisering.

Altså svaret er – uanset om du ønsker det lykkelige liv, de store succeser, eller begge dele – STORE DRØMME!

søndag den 21. august 2011

Labradoodle – hvad pokker er det???

Ind til for ganske kort tid siden har en doodle for mig været et smart internet værktøj, der gør det let at aftale møde mellem mange personer. Med et lille ”labra” foran er det pludselig noget helt andet – nemlig en krydsning mellem en labrador og en puddel – resultat en meget allergivenlig hund. Og meget snart er det også et nyt medlem i familien – som Gustavs makker, og alles ven. Tænk, at jeg efter alle de år med paraderne oppe, har ladt mig overtale J! Indrømmet – jeg blev nok også lidt ”forelsket”, og vi ved jo alle, at forelskelse ikke altid lader sig kontrollere. Motivationsfaktorer er der mange af, og køb af aflad er nok i virkeligheden også en af dem.

Under alle omstændigheder er lille Luna ventet med længsel af flere!

lørdag den 30. juli 2011

Hund eller skilsmisse ….?

… ja, det er altså hotel-koncepter, jeg hentyder til, og det ER bare for vildt…..!

I England – ja, hvor ellers? – kan man booke sig ind på hotellet med hunde-venlige værelser, og hunden må vel også sidde med i restauranten…..! Se selv om det er næste sted, du skal hygge dig – hundehår i tæpperne og sengen …… ! Chien Bleu!

I Holland kan du så booke dig ind på “skilsmisse-hotellet”. Ideen er simpel. Parret der ønsker skilsmisse tjekker ind på det 5 stjernede hotel, hvor de bor i hvert deres værelse weekenden over, mens professionelt personale på hotellet klarer alt papirarbejdet – hurtigt, nemt og effektivt, og man kan sågar tilkøbe psykologbistand, både til sig selv og børnene – sammen med en række andre services.
Inden længe kan vi sikkert også købe totalkonceptet ”Bliv gift i Las Vegas og skilt i Holland – alt i en pakke – det bliver ikke nemmer”! Tjek selv om det er hertil din næste weekend går http://www.echtscheidingshotel.nl/rnw.htm



søndag den 24. juli 2011

Hvad Tour de France kan gøre……

I dag var jeg ude at cykle en tur med min yngste søn – en rigtig søndagstur, hvor vi hyggesnakkede og ordnede verdenssituationen.

Pludselig siger han til mig ”Du mor, du er altså Chris Anker Sørensen, og jeg er Alberto Contador – og så er jeg altså den bedste!”

Og vips så var han bare kørt i en rasende fart – væk var hyggestund og hyggesnak – man er vel konkurrencemenneske! Det er min søn i alle tilfælde, for da jeg endelig nåede ham – hjemme på græsplænen, stod han med armene over hovedet og udråbte sin sejer….. en Tour de France værdigt!

tirsdag den 19. juli 2011

Sommertid er da krimitid

Finder der noget bedre end en rigtig god krimi, når man har fri og ferie??? Og den er lige meget på sin plads om den skal læses i liggestolen på standen i bagende solskin ved Middelhavet, eller om den skal trøste på en regnvåd dag iført fleecetrøje foran brændeovnen i Danmark.
Mangler du inspiration til en rigtig god krimi her i din sommerferie – våd eller varm – så læs mine anmeldelser af de 8 krimier, som bl.a. fyldte ud i min ferie – både den rigtige varme og skønne og den noget koldere og vådere del!
Jeg var lige startet på DE DØDES NAVNE af Oliver Bottini inden ferien - jeg vil gerne indrømme, der gik noget tid inden jeg rigtig havde styr på alle personerne - havde i hele tiden fornemmelsen af, at jeg manglede noget af historien fra den første bog. Den var lidt vanskeligt at læse også, syntes faktisk godt man kan fornemme, at den er oversat fra tysk. Men trods alt en god bog, hvor man fornemmer hovedpersonens dæmoner - alkohol, afvænning, spøgelser, forbudt kærlighed og kærlighed til en gift mand. Læs anmeldelsen her.
Jeg faldt over to fantastiske citater:
"Den gode gamle sandhed. Jo ældre man bliver desto tydeligere bliver det for en, at den er det eneste, vi har. Den er kernen i det hele, den vigtigste værdi i et oplyst samfund. Desværre også den mest ubekvemme, derfor undgår vi den gerne. Men i sidste ende handler det altid om sandheden. Fra fødslens sandhed til dødens sandhed. Livet mellem de to punkter giver mere mening, er et mere tilfredsstillende liv, hvis man lever det med sandheden for øje."
"Man er da nødt til at tage nogle valg, der forandrer livet til det bedre, eller hvad?" "Det er derfor, jeg blev skilt. For at livet skulle blive bedre".
Den næste jeg kaster mig over er Leif GW Perssons DEN DØENDE DETEKTIV – læs anmeldelsen her. Indrømmet – jeg har overset en krimikonge, og jeg bliver nød til at læse nogle af Leif GW Perssons tidligere bøger. En fantastisk bog til sommeren, stranden eller bare liggestolen. Absolut et hit – har du ikke allerede læst den, så er det et must!
Et citat, der siger rigtig meget om denne fantastisk sommerferie krimi er;
Vis ingen barmhjertighed! Liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod! (Femte Mosebog, 19:21)
Endnu en svensk krimi, nemlig Eriksson & Sundquists KRAGEPIGEN - se anmeldelsen her. En rigtig spændende og stærk psykologisk krimi om, hvad svigt gør ved mennesker, og hvad det kan drive dem til selv efter mange år. Man kan ikke andet end, at glæde sig til efterfølgeren, der skulle komme i efteråret. Så sæt den på hitlisten også.

Efter en tysk og to svenske krimier, så kom turen til en dansk med Susanne Stauns DØDERUMMET - læs anmeldelse her.Historien er smækfyldt med sjove og specielle personer – også en mystisk person, som vi følger gennem dennes dagbog. Maria selv har bestemt også skeletter i skabet, men også en fantastisk veninde i den sorte kvinde Nkem. Jeg er lidt vild med Nkem. Døderummet er en OK krimi, med en spændende afslutning.

Så endnu et par svenske krimier af Lars Bill Lundholm – ÖSTERMALMSMORDENE & SÖDERMALMSMORDENE (klik på titel og læs anmeldelsen)
Jeg fandt endnu en svensk krimiforfatter, der sagtes kan blande sig i det fine selskab med Camilla Läckberg, Liza Marklund, Henning Mankell og alle de andre.
Begge har Axel Hakes , som en underholdende hovedperson, der er lettere handicappet efter et skudsår i benet og går derfor med stok. Han klæder sig helst i skræddersyede habitter, og i sin fritid dyrker han svømning - fortrinsvis butterfly, hører fransk musik og går til hestevæddeløb. Han danner par med og har en datter med møbeldesigneren, men de bor ikke sammen, har hver sin lejlighed og skiftes til at have datteren boende. Det er nok ikke et setup Axel Hankes har valgt. Jeg syntes, det er et par ganske gode traditionelle krimier, der også indeholder en levende, detaljeret, og smuk beskrivelse af Stockholm, som jo er en fantastisk by, og så er den utraditionelle Axel Hake et spændende nyt bekendtskab. Et par skønne citater var der også:
Forsøg ikke at vaske løgnen ud af din sjæl; der følger så meget med, du ikke har tænkt på, du mister dig selv og alt, hvad du har kært.
Alt havde sin tid. En tid at leve, en tid at dø. En tid at kaste med sten, en tid at samle sten, en tid at omfavne, en tid at afstå fra omfavnelser.
Endelig to helt fantastiske romaner/krimier af Johan Theorin – SKUMRINGSTIMEN & NATSTORM – som er første og anden bind i han planlagte trilogi af "Ölandsfortællinger. Theorin mestrer personbeskrivelserne helt perfekt, og man får en fin indsigt i både følelser, tanker og reaktionsmønstre. Det får personerne til at fremstår meget levende, og man får også et godt gys indimellem. Dertil kommer de helt fantastiske beskrivelser af den særprægede og unikke natur, der findes på Öland.
Disse var absolut blandt favoritterne.
Har du ikke allerede oplevet Öland, så er det virkelig et besøg vær – der findes fantastiske badestrande nord for Borgholm – et perfekt sted at nyde en fantastisk krimi!

onsdag den 13. juli 2011

Slange til fod

Det gør ikke noget man skal vente i evigheder,
blot det man venter på er perfekt!
Endelig kom de – de håndsyede sko fra Italien – af det lækreste bløde lammeskind, og med et lille ”touch” af ægte pyton (havde kun råd til ganske lidt…. J)!  Perfekt pasform, og jeg regner med, at de kan holde 100 år. Snart skal alle powergirls på den igen, og der skal der laves støvler… så opsparingen er startet J! Men jeg ved – det bliver desværre ikke til slangestøvler….. men måske list ”pynt”!
Indrømmet – jeg er fascineret af slanger, selvom synet af eller forestillingen om en slange kan vække angst og skræk, men som symbol er slangen ikke entydigt negativt opfattet. Den kan være knyttet sammen med jord og vand og dermed frugtbarhed eller død. Den kan knyttes til lægekunst; i græsk mytologi er lægekunstens guds, Asklepios', attribut en stav, hvorom en slange snor sig.
Slangen kan også have kosmiske dimensioner: Som tegn på evigheden eller genfødsel kan den bide sig selv i halen. I de indiske religioner er de positive aspekter ofte fremherskende: Slangen kan vogte skatte, den kan være guders hvilested, og den kan i yogaformer være kundalinikraften, det kvindelige element, der som en slange vil stige gennem chakraer, gennem krop og sjæl og kosmos.
I den bibelske syndefaldsmyte (1.Mos., kap. 3) optræder slangen som en listig frister, der får Eva og siden Adam til at gøre oprør mod Jahve. Forskere mener, at opfattelsen her af slangen som selve Satan er skabt i polemik mod den kanaanæiske religion, hvor slangen var et centralt frugtbarhedssymbol. Indrøm det bare – fascinerende, ikk’?

mandag den 13. juni 2011

Det stærke køn – We Want Sex

I torsdags var jeg til premiere på filmen 'Det stærke køn - We Want Sex', der bygger på en virkelig begivenhed.
Året er 1968 i England i 'Det stærke køn - We Want Sex'. Den magtfulde Ford-fabrik har 55.000 ansatte, hvoraf kun 187 er kvinder. Rita O’Grady (Sally Hawkins) bliver katalysator og leder af en langvarig strejke, hvor kvinderne kæmper for at blive anerkendt og lønnet som "faglærte". Sagen føres helt op på regeringsplan i kampen for ligeløn. Kvinderne kæmper med en kombination af viljestærk stædighed, sund fornuft og masser af humor, anført af Rita, der beviser, at hun kan matche enhver mandlig modstander.


Her i den selv samme uge har der været en del fokus på kvinder og ledelser, og med titler som f.eks. ”Kvinder ved roret giver plus på bundlinjen” har der været skrevet flere artikler om alle fortræffelighederne. Læs selv Tema: Kvinder og Ledelse
Jeg må indrømme, det fik mig til at reflektere om tingenes reelle tilstand, og over hvor langt vi egentlig er nået i forhold til 1968 – langt? Næææ – vel i virkeligheden ikke så lang som vi kunne ønske! Hvorfor? – ved det ikke helt, men vil godt give et lille eksempel.
For ikke så mange år siden, var jeg selv en del af en chefgruppe – 10 direktører, hvoraf vi var 2 kvinder. Samtlige chefgruppemøder blev indledt med minimum 10 minutters diskussion af ugens superliga fodboldresultater – havde Esbjerg banket AaB eller omvendt? Så var scenen sat – kamphanerne varme og vi andre allerede godt trætte i hovederne…! Nuvel jeg kunne selvfølgelig have investeret noget af min sparsomme fritid på fodbold, eller i det mindste resultaterne, men helt ærlig under de præmisser var jeg sgu heller fri. Det er måske det det handler om – vi er ikke altid på niveau :-)

søndag den 12. juni 2011

Lisa Gardner FORSVUNDET

En alkoholiseret ex-politikvinde, en ex-FBI profileringsekspert og ægtemand, et forældreløst og adfærdsvanskeligt barn og en sort kriminalkommissær er hovedingredienserne i Lise Gardners krimi Forsvundet.
Handlingen starter da Lorraine Conners bil bliver fundet ved hovedvejen en regnfuld novemberaften – forladt med døren stående åben, håndtasken på passagersædet og motoren kørende. Ingen spor af Lorraine, der regnes for at være alkoholiker og som har en fortid ved politiet.
Kriminalkommissær Carlton Kincaids fra det lokale politi sætter straks en eftersøgning i gang, og da der dukker et brev op hos den lokale presse, står Kincaid pludselig med en kidnapningssag.  Lorraines mand Pierce Quincy inddrages i sagen. Han har tidligere arbejdet for FBI som profileringsekspert, og hans speciale er at tegne en morderes psykologiske profil, og forstå tankegangen bage en forbrydelse. Sammen med Kincaids og resten af indsatsholdet, forsøger Quincy at komme tæt på kidnapperen.
Spændingen stiger, da den 8 årige Dougie pludselig også forsvinder. Lorraine har senest undersøgt Dougies påstande om plejefarens fysiske afstraffelser. Er der mon en sammenhæng mellem Dougie og Lorraines forsvindende?
Generelt syntes jeg det er en OK spændende krimi uden den dog hold mig vågen om natten :-)

tirsdag den 31. maj 2011

Vi maler byen rød…….

……blå, grøn, violet, gul og orange!
ARoS nye Your Rainbow Panorama er helt fantastisk – bør opleves!

Olafur Eliasson har skabt et kunstværk som en cirkelformet 150 meter lang og tre meter bred rundgang udført i glas i alle spektrets farver. Det farverige mesterværk har en diameter på 52 meter og er monteret på slanke søjler 3,5 meter over museets tagflade. Via trapper og elevator har vi adgang op i det store kunstværk, hvor man så kan begive sig ud på en sansevandring gennem det cirkulære panoramiske forløb med udsyn til den omkringliggende by og bugt – fantastisk!
Se mere på http://www.aros.dk/page.asp?objectid=2945&zcs=contentsection.dk eller endnu bedre – nyd det real life!

søndag den 29. maj 2011

Intensiv networking

Efter to fantastiske dage i en af Skandinaviens smukkeste byer – Stockholm – med fokuseret networking, så er rygsækken nu fyldt med nye bekendtskaber, nye kontakter, nye oplevelser, nye relationer, nye ideer, nye projekter, nye muligheder og nye målsætninger.

De nye målsætninger kommer til at kræve rigtig gode ben og hård hud i røven – men det bliver så fedt !
En hurtig review – fantastisk at kedelige økonomiske tal alligevel kan gøres så spændende (Handelsbanken,) og spændende, at vi inden længe sikkert er venner med hele hjemmets indbo på Facebook (Ericsson Studio). Lækre spise- og vinoplevelser (Operakällaren), historiens bølgeskvulp (Vasamuseet) og sejlende generalforsamling (Teaterskeppert)!
Alt i alt en super tur – håber bare at både fotografens billeder og journalistens tekster gennemgår et vist censur inden offentliggørelsen :-)

tirsdag den 24. maj 2011

Julie Hastrup: DET BLINDE PUNKT

Jeg har været spændt på, at kaste mig over denne anden roman i krimiserien om den ambitiøse efterforsker, Rebekka Holm, efter at jeg fornylig har læst og anmeldt debutkrimien En torn i øjet.
Og det er da også en ganske ubemærket krimi, der har en meget fin balance mellem plottet og Rebekkas personlige historie.
En tidlig morgen bliver en kendt socialrådgiver fundet myrdet på Kastellet i København. Socialrådgiveren Kissi, som arbejdede på et kvindekrisecenter, var en meget vellidt og respekteret person, så hvorfor er hun blevet dræbt? Og hvem har slået hende ihjel? Hendes eksmand, der nu bor sammen med en anden mand? Eksmandens nye mand? En af de voldsramte kvinders voldelige mand? Spørgsmål er der nok af, og Rebekka Holm, der er efterforsker i drabssektionen ved Københavns politi, bliver sat på sagen, sammen med hendes nye kollege Reza Aghajan.
Samtidig ryster en serie brutale voldtægter hovedstaden. Det viser sig at svensk politi efterforsker lignende voldtægter, og der er ikke tvivl om at gerningsmanden er den samme. Svensk politi sender straks en mand til Danmark, og Niclas Lundel, bliver en udfordring – også når det gælder samarbejdet.
Men mens Rebekka kæmper med efterforskningen og den hede sommervarme i København, begynder personlige problemer at trænge sig på: For hvor er hun egentlig på vej hen? og hvem er manden i hendes liv? 
Alt i alt er Det blinde punkt en rigtig god krimi, og giver slutningen et vink om en efterfølger?