Nu skal det være....

Nu skal det altså være - jeg skal altså blive fortrolig med dette her blog-halløj! Jeg har allerede gjort forskellige forsøg - oprettede min første blog i 2007 - ak'o've - ét sølle indlæg! Nej, nu må jeg se at få noget prøvet af - hvad som helst...! Skulle der så forvilde sig en enkelt læser ind, ja, så husk på, at formålet er "kun", at jeg får lært mediet og mulighederne at kende. Døm mig endelig ikke på indholdet :-)!



søndag den 13. maj 2012

Mors Dag

Mors Dag – min dag – men kun fordi jeg er så heldig,
at jeg er MOR.

Jeg elsker denne dag – jeg elsker den, fordi jeg elskede min mormor, der lærte mig alt, hvad man kunne tænke sig af traditionelle kvinde-håndgernings-færdigheder – jeg elsker den, fordi jeg elsker min mor, der har formet mig – bevist og ubevist – til den jeg er i dag, og jeg elsker den – mest af alt fordi jeg er MOR, og fordi mine sønner også i dag gør det til en gave at være MOR.
Jeg tænker på de kvinder, der stadig har til gode at blive MOR – de har virkelig noget at glæde sig til.
Jeg tænker på de kvinder, der gerne ville have været MOR, men aldrig blev det – hvor er jeg ked af det på deres vegne – de går glip af så meget.
Jeg tænker på de kvinder, der bevist har valgt fra at blive MOR – der er deres valg, og der kan være mange grunde, men hvor er jeg glad for at jeg ikke traf det valg.
Jeg tænker på de kvinder, der er en MOR, der har mistet – åh, mit hjerte græder, jeg kan ikke forestille mig noget i denne verden, der er mere frygtelig end at miste et barn.
Og så tænker jeg på alle de kvinder, der bare er MOR – og hvor heldig vi er, for det er verdens største gave, og verdens største udfordring – men fuldstændig fantastisk!

Historien om Mors Dag

Som alle mulig andre kommercielle mærkedage har Mors dag sit udspring i USA.
Mors dag afholdes i Danmark den anden søndag i maj. Dagen blev opfundet i USA i 1872 af den amerikanske forfatter og kvindevalgretsforkæmper Julia Ward Howe (1819-1910). Oprindeligt var tanken at dagen også skulle være en dag for fred.
Anna Jarvis (1864-1948) fik udbredt kendskabet til dagen, i første omgang for at ære sin egen mor (Moderen Anna Marie Reeves Jarvis arbejdede bl.a. for at forbedre de sanitære forhold og mindske børnedødeligheden), men efterhånden også for generelt at ære alle mødres arbejde. Hun fik indført at dagen skulle afholdes den anden søndag i maj og skikken bredte sig hurtigt. Dagen er blevet holdt i hævd som en officiel helligdag i USA siden 1914. Mors dag kom til Danmark i 1929.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar