I torsdags var jeg til premiere på filmen 'Det stærke køn - We Want Sex', der bygger på en virkelig begivenhed.
Året er 1968 i England i 'Det stærke køn - We Want Sex'. Den magtfulde Ford-fabrik har 55.000 ansatte, hvoraf kun 187 er kvinder. Rita O’Grady (Sally Hawkins) bliver katalysator og leder af en langvarig strejke, hvor kvinderne kæmper for at blive anerkendt og lønnet som "faglærte". Sagen føres helt op på regeringsplan i kampen for ligeløn. Kvinderne kæmper med en kombination af viljestærk stædighed, sund fornuft og masser af humor, anført af Rita, der beviser, at hun kan matche enhver mandlig modstander.
Her i den selv samme uge har der været en del fokus på kvinder og ledelser, og med titler som f.eks. ”Kvinder ved roret giver plus på bundlinjen” har der været skrevet flere artikler om alle fortræffelighederne. Læs selv Tema: Kvinder og Ledelse
Jeg må indrømme, det fik mig til at reflektere om tingenes reelle tilstand, og over hvor langt vi egentlig er nået i forhold til 1968 – langt? Næææ – vel i virkeligheden ikke så lang som vi kunne ønske! Hvorfor? – ved det ikke helt, men vil godt give et lille eksempel.
For ikke så mange år siden, var jeg selv en del af en chefgruppe – 10 direktører, hvoraf vi var 2 kvinder. Samtlige chefgruppemøder blev indledt med minimum 10 minutters diskussion af ugens superliga fodboldresultater – havde Esbjerg banket AaB eller omvendt? Så var scenen sat – kamphanerne varme og vi andre allerede godt trætte i hovederne…! Nuvel jeg kunne selvfølgelig have investeret noget af min sparsomme fritid på fodbold, eller i det mindste resultaterne, men helt ærlig under de præmisser var jeg sgu heller fri. Det er måske det det handler om – vi er ikke altid på niveau :-)